De fleste fugle jager ved hjælp af synssansen, og har derfor meget veludviklede øjne. Det er således kun et fåtal af verdens fuglearter der i udpræget grad benytter lugtesansen til at finde bytte. De mest kendte arter med veludviklet lugtesans er kiwier, den Nye Verdens gribbe og visse havfugle. Kiwier, der er de eneste fugle med næseborene nær næbspidsen, finder regnorm og andre byttedyr under jorden ved at lugte dem. Nogle af den Nye Verdens gribbe, såsom kalkungrib og kongekondor, bruger også lugtesansen til at finde bytte med. De lever i skovområder, hvor kadaverne de lever af ofte er skjult under trækronerne, og derfor svære at se. Hos gribbene i den Gamle Verden, som er en helt anden fuglegruppe, har fuglenes evolution fundet sted på åben savanne og træløse stepper, og alle disse gribbearter finder deres føde ved hjælp af synet. Havfugle som stormsvaler, skråper og mallemuk benytter også lugtesansen til at finde bytte med. De lever blandt andet af plankton, som kan være meget svær at opdage på det åbne hav ved hjælp af synet. Dimetyl sulfid er kendt for at kunne tiltrække disse havfugle, og dette aromatiske stof frigøres af fytoplankton, når dette plankton spises af zooplankton. Evnen til at lugte kan således hjælpe stormsvaler m.m. til at finde større forekomster af græssende zooplankton.

Udover de ovennævnte eksempler er der evidens for at mange andre fuglearter kan lugte, og benytter lugte i deres daglige rutiner. Honninggøge og husskader kan f.eks. også benytte lugtesansen til at finde føde med, og gråandrikker menes at kunne lugte hunnens feromoner i yngletiden. For de fleste af vore hjemlige fuglearter er synssansen dog den dominerende sans.

Foto: Kalkungrib, Jan Drachmann