På fuglestationer foretages der ofte mere eller mindre standardiserede ringmærkningsprogrammer, som potentielt kan anvendes til at beskrive fuglenes forårs- og efterårstræk hen over området. Disse ringmærkningsprogrammer kan give en beskrivelse af fuglenes fænologi, så man får indblik i hvornår på året forskellige arter trækker gennem landet. Hvorvidt antallet af fugle der fanges på fuglestationerne direkte afspejler trækintensiteten hen over området, har der tidligere været delte meninger om.
Brug af radarteknologi i trækfugleforskningen har de senere år bekræftet, at antallet af ringmærkede fugle på fuglestationer kan afspejle trækintensiteten direkte. Blandt andet har en gruppe schweiziske forskere foretaget standardiseret ringmærkning af småfugle i passet Col de Bretolet i Alperne. Her sammenlignede de antallet af fangede fugle med dagenes aktuelle trækintensitet målt ved hjælp af radar.
Forskerne fandt en fin sammenhæng mellem trækintensiteten af fugle hen over området (målt med radar) og antallet af fugle fanget samtidigt i spejlnet, både for dag- og nattrækkende småfugle. Grunden til den stærke korrelation mellem trækintensitet og antal fangede fugle i dette schweiziske bjergpas skyldes, at fuglene kun kortvarigt passerer passet, og ikke anvender det som decideret rasteplads. Forskerne mener at, hvis tiden trækfuglene raster i et område bliver længere end én dag, så aftager sammenhængen mellem trækintensitet og antal fangede fugle. Raster fuglene længere end én dag, så afhænger antallet af fangede fugle ikke længere kun af antallet af nye fugle der passerer området, men også af hvor længe de enkelte individer bliver i området.
Konklusionen på den schweiziske undersøgelse er derfor, at antallet af fangede fugle på fuglestationer direkte afspejler trækintensiteten hen over området, så længe ringmærkningen ikke foregår i områder, hvor trækfuglene raster i mere end én dag.
Den schweiziske undersøgelse af fugletrækket hen over Alperne viste også, at fuglene trak i lavere højde hen over passet om dagen end om natten, så fuglene havde en større sandsynlighed for at blive fanget i spejlnettene om dagen. For både dag- og nattrækkende fugle blev der, uafhængigt af trækintensiteten, fanget flest fugle i modvind sammenlignet med medvind eller ingen vind, fordi fuglene fløj højere i medvind.
Komenda-Zehnder S, Jenni L & Liechti F 2010: Do bird captures reflect migration intensity? – Trapping numbers on an Alpine pass compared with radar counts. – Journal of Avian Biology 41: 434-444.
Foto: Rødhals, Jan Drachmann