Om efteråret og vinteren samles agerhønsene i større eller mindre flokke, som godt kan være på over 20 individer. Ved at være i flok opnår agerhønsene en bedre varmeøkonomi om natten, samtidigt med at de bliver bedre til at undgå prædatorer.
Mange studier har vist, at fugle der klumper sammen og overnatter i tætte grupper, opnår en betydelig energifordel, især i koldere egne. Individer i en tæt klump af fugle har et lavere hvilestofskifte end enlige fugle, på grund af at flokken har en mindre overflade i forhold til volumen end enlige fugle. Et finsk studie viste således, at hvilestofskiftet hos agerhøns der klumper sammen i grupper er 6-24 % mindre end hos enlige fugle, hvor den største energifordel (24 %) blev målt hos store flokke. I den nordlige udbredelse af agerhønen kan en sådan energibesparelse have stor betydning. I det nordlige Finland kan agerhønsene opleve vinternætter på over 18 timer med temperaturer ned til -30 grader. Her kan energibesparelsen ved at klumpe sammen om natten være helt op til 81 kJ pr. fugl, hvilket er over 10 % af agerhønens daglige fødebehov (650 kJ ved -15 grader). Denne energibesparelse i vinternatten gør agerhønsene i stand til, at bruge mindre tid på at skulle fouragere og forlænger den tid de kan hvile, og dermed øges deres beskyttelse mod kulde og prædatorer.
At færdes i flok øger det enkelte individs chance for at undgå at blive spist af en prædator (se Fordelen ved at være i flok – prædation). Agerhøns der overnatter i flok har således også mindre risiko for at blive offer for en prædator end enlige fugle. Et studie fra det nordlige Tyskland undersøgte, hvordan agerhønsenes flokadfærd om natten kan mindske prædationsrisikoen. Ved hjælp af et infrarødt kamera, var forskeren Tillmann i stand til at finde flokke af overnattende agerhøns om vinteren og undersøge deres natlige flugtadfærd. Totalt fandt han 640 agerhøns fordelt på 102 flokke. Alle flokkene overnattede på åben mark med fuldt udsyn til alle sider, og i god afstand fra markskel, levende hegn og anden vegetation, som kunne skjule en eventuel prædator. Billederne fra det infrarøde kamera viste også, at agerhønsene lagde sig, så alle kunne kigge ud og dermed øge chancen for at opdage prædatorer. Ved at overnatte på åben mark med fuldt udsyn for alle i flokken, kan agerhønsene lettere opdage en prædator inden det er for sent, og deres flugt kan også foregå hurtigt og uhindret, hvis der dukker en prædator op.
Udover placeringen af overnatningspladsen og det at flere øjne lettere opdager prædatorer, så mindsker flokkens fortyndingseffekt også det enkelte individs risiko for at blive spist, hvis agerhønsene angribes (se Fordelen ved at være i flok – prædation). Desuden letter en flok agerhøns samlet og eksplosivt, når en prædator nærmere sig om natten, hvilket kan forvirre den angribende prædator. Som et ekstra forsvar, så skider de fleste agerhøns, når de skræmmes op. Et andet af Tillmanns studier viste, at hver agerhøne i flokken kunne lave op til fire ekskrementer, når den blev skræmt op. I store flokke kunne der således komme en hel regn af ekskrementer mere eller mindre jævnt fordelt over et område på ca. 200 m2. Denne ekskrementregn kan virke irriterende eller afskrækkende for den angribende prædator.
Om dagen er rovfugle som duehøg og vandrefalk ofte en større trussel mod agerhøns end ræve og andre pattedyr. Om dagen bliver agerhønsene derfor ofte i eller nær områder med beskyttende vegetation, hvilket er i stærk kontrast til deres habitatvalg om natten, hvor sådanne områder undgås. Duehøge og vandrefalke angriber ofte deres bytte i luften, så det kan være farligt for agerhønsene at flygte fra disse prædatorer ved at flyve. Opdager agerhøns en truende rovfugl, vælger de derfor oftest at trykke eller løbe væk frem for at flyve. Agerhøns udviser således forskellige adfærdsmønstre til at undgå prædatorer om dagen og natten. Mange nataktive prædatorer jager ved hjælp af lugtesansen, så for at undgå at efterlade et tydeligt duftspor, flyver agerhønsene om aftenen ofte flere hundrede meter fra deres fourageringshabitat og direkte ud på åben mark, hvor de overnatter.
Putaala A, Hohtola E & Hissa R 1995: The effect of group size on metabolism in huddling grey partridge (Perdix perdix). – Comparative Biochemistry & Physiology l l l B: 243-247.
Tillmann JE 2009: Fear of the dark: night-time roosting and anti-predation behavior in the grey partridge (Perdix perdix L.). – Behaviour 146: 999-1023.
Tillmann JE 2009: An ethological perspective on defecation as an integral part of anti-predatory behaviour in the grey partridge (Perdix perdix L.) at night. – Journal of Ethology 27: 117-124.
Foto: Agerhøne, Kim Aaen
