Forår
Foto: Magebevogtning hos tornirisk, Johnny Laursen
Sædkonkurrence
Hunnerne hos fugle har nogle specielle sædgemmer, som er placeret ved overgangen mellem uterus og vagina, hvor de kan opbevare levedygtig sæd i flere dage. Hvor længe hunnen kan opbevare levedygtige sædceller i disse gemmer er meget variabelt fra art til art. Nogle duer, gæs og ænder kan f.eks. opbevare sædceller i 8-10 dage, mens kalkuner kan opbevare dem i hele 42 dage.
Fordi hunner kan gemme levedygtigt sæd i dagevis og æggene først befrugtes lige inden de lægges, så vil parringer foretaget flere dage før æglægningen kunne befrugte æggene. En huns frugtbare periode afhænger derfor af, hvor mange dage hun kan opbevare levedygtig sæd i sædgemmerne, og hvor mange æg hun lægger. I denne periode er det muligt for mange forskellige hanner at parre sig med hunnen, og således få mulighed for at befrugte et eller flere af æggene. Mange hanner forsøger derfor at få adgang til flere fertile hunner, mens hunnerne ofte aktivt opsøger flere hanner, som potentielle fædre til deres unger. I hunnens sædgemmer kan der således opstå konkurrence mellem flere forskellige hanners sædceller om adgangen til at befrugte hunnens æg.
Hos monogame fugle er hunnen og hannen typisk fælles om at opfostre ungerne, men det monogame forhold er ofte kun socialt, men ikke genetisk monogamt, da begge køn hos de fleste monogame arter vil være interesserede i sidespring, hvis lejligheden byder sig. I løbet af hunnens frugtbare periode forsøger hannen derfor at sikre sig faderskabet til ungerne ved at vogte hunnen mod andre hanner og/eller ved at parre sig hyppigt med hunnen. Ved hele tiden at holde et vågent øje med hunnen, er hannen i stand til at bryde ind, hvis hunnen forsøger at parre sig med en fremmed han.
Hos monogame par, hvor hannen bevogter hunnen igennem hele hendes frugtbare periode, vil denne adfærd være let at observere. Følger man de to mager, vil man kunne se at hannen hele tiden holder øje med, hvad hunnen laver og hvor hun er. Det er således også altid hunnen der letter først, mens hannen blot følger efter. Dette ses for eksempel hyppigt hos tornirisk (se billedet), hvor torniriskhunnen flyver forrest langt de fleste gange, når man ser dem lette.
Hyppige parringer er en anden strategi, som hannerne kan benytte for at sikre sig faderskabet til deres unger, da sandsynligheden for at befrugte hunnens æg øges for den han, som har flest sædceller med i konkurrencen om at befrugte hunnens æg. Hos duehøgen kan hannen således parre sig 500-600 gange med hunnen, inden hun har færdiglagt årets kuld æg. Dette er rigtig mange parringer, når der i princippet kan være sædceller nok i en enkelt succesfuld parring.
Hvilken strategi der benyttes til faderskabssikring, varierer alt efter hannernes muligheder for at udføre henholdsvis magebevogtning og hyppige parringer. Hos nogle arter benytter hannerne både magebevogtning og hyppige parringer for at sikre sig faderskabet til deres unger. Mens de hos andre arter kan være forhindret i direkte bevogtning af hunnen, hvis de for eksempel er nødsaget til at være væk fra hunnen i længere perioder på grund af for eksempel fødesøgning eller territorieforsvar. Hos sådanne arter er hannens eneste mulighed at parre sig hyppigt med hunnen, så snart han får muligheden for det, hvis han vil øge sine chancer for at blive far til sine unger.
Foto: Nattergal, Johnny Laursen
Nattergalen kommer snigende
En sommer i Estland lavede jeg et playback-eksperiment med en nattergalehan for at se, hvordan han reagerede på en simuleret fremmed han i territoriet. Efter at der kom nattergalesang ud fra en velplaceret højtaler, kom hannen straks flyvende for at se, hvem det var, som var trængt ind på territoriet. Han fløj rundt om højtaleren og sang løs, men efter et stykke tid, fløj han længere væk for at forsvare sit territorium langs territoriegrænserne. Hannen var kun lige fløjet væk fra den fremmede han (højtaleren), da hunnen kom snigende. Hende havde jeg slet ikke været opmærksom på, da hun havde holdt sig skjult i buskene. Men da hannen var fløjet væk fra højtaleren, kom hunnen straks frem for at tjekke den fremmede han ud. Hun var helt klart interesseret i at se, om højtaleren var en egnet fremmed han, som hun kunne snige sig til at parre sig med.
Det viste tydeligt, at hunnerne aktivt opsøger parringer med fremmede hanner, hvis de kan komme af sted med det. Det viser også, at hannerne har rigtig god grund til at vogte over deres mager, for at de ikke skal parre sig med fremmede hanner (se sædkonkurrence).
Foto: Hvepsevåge i territorieflugt, Johnny Laursen
Territorieflugt hos rovfugle
For at sikre et velegnet redested og et godt fødegrundlag for ungerne, har de fleste rovfugle et veldefineret territorium, som de forsvarer mod indtrængende artsfæller. Territorieforsvaret er størst nær reden i yngletiden, hvor det i enkelte tilfælde kan fører til fysiske konfrontationer mellem ejerne og indtrængende individer. Normalt annonceres ejerskabet af territoriet med en artsspecifik territorieflugt, som advarer eventuelle indtrængende individer om, at dette territorium allerede er besat. Territorieflugten er ofte spektakulær og kan for eksempel indeholde guirlandeflugt, vingeklappen eller hurtige styrtdyk.
I de fleste rovfuglepopulationer er der ofte en stor andel af ikke-ynglende individer, som altid vil være klar til at overtage et frit territorium. Det kan være svært at påvise ikke-ynglende individer i en population, men deres tilstedeværelse ses typisk når en eller begge af de etablerede forældrefugle forsvinder fra territoriet. I rovfuglepopulationer som er blevet bekæmpet af mennesker, er hunnen ofte blevet skudt på reden, og her er det flere gange blevet observeret, at en ny hun har indfundet sig på territoriet allerede samme dag, og op til flere gange indenfor den samme ynglesæson. Etablerede ynglepar har således god grund til at annoncere ejerskabet af deres territorium, da der ofte er mange ikke-ynglende individer, som gerne vil have pladsen.
Spektrogram af gærdesmuttens sang
Lyt til fuglesangen
Alt for tit stopper mange fuglekiggere med at lytte til en syngende fugl, når de først har artsbestemt den. Ved at lytte i længere tid til den samme syngende fugl, kan man ofte høre, at den synger flere forskellige sange og måske opdage, hvordan den benytter de forskellige varianter. Evnen til at høre variationen i enkelte individers sang kan trænes ved at gå ud og lytte til den samme fugl i længere tid. Start med arter med et simpelt sangrepertoire, som for eksempel gransanger, musvit, gulspurv og bogfinke, da det gør det nemmere at identificere de forskellige varianter fuglen synger. Senere kan man så begynde at lytte til arter med mere komplekse sange, og forsøge at gennemskue de enkelte individers bruge af forskellige sangvariationer.
Hvis man vil studere sangvariationen hos arter med meget komplekse sange, som for eksempel stær, kærsanger og bynkefugl, kan det anbefales at optage dem, og efterfølgende studere variationen ved hjælp af spektrogrammer, som viser fuglens sangfrekvens over tid. Her får man således et direkte billede af sangen og dens variation. Der findes flere gratis software-programmer, som kan benyttes til at vise spektrogrammer af fuglestemmer, som for eksempel Audacity og Raven Lite. Man kan selvfølgelig også med fordel benytte professionelle lydprogrammer, som Adobe Audition, hvis man har adgang hertil.
Der kan være mange grunde til, at fuglene varierer deres sangtype og -længde. En af grundene til at musvit for eksempel har flere forskellige sangvarianter menes at være, at den herved kan lade som om, den selv er flere forskellige individer. Ved at varierer dens sangtype, kan musvithannen således snyde andre hanner til at tro, at dens territorium allerede er optaget af flere forskellige musvithanner. Drosselrørsangeren har en kort sang, som minder om dens normale lange sang, men blot standser pludseligt. Her menes det, at den korte sangtype primært er til kommunikation med andre hanner, mens drosselrørsangeren benytter den lange sangtype til tiltrækning af hunner. Dette gør sig gældende for mange andre arter også, at sangens kompleksitet og længde primært har til funktion at tiltrækker hunner, mens kortere og mindre komplekse sange ofte benyttes til kommunikation mellem hannerne.
Foto: Musvitunger, Jan Drachmann
Kuldstørrelse og redetype
Generelt lægger hulrugende arter større kuld end arter, som bygger åbne reder, hvilket menes at hænge sammen med den lavere prædationsrisiko for de hulrugende arter. Fugleunger tiltrækker sig meget opmærksomhed ved at bevæge sig rundt i reden, tikke om mad og på andre måder skille sig ud fra omgivelserne. Færre unger i reden vil tiltrække sig mindre opmærksomhed, og derfor mindske risikoen for at tiltrække redeprædatorer. Det kan forklare, hvorfor fugle med åbne og mere tilgængelige reder lægger færre æg i hvert kuld end hulrugende arter. Unger hos arter med åbne reder har også en tendens til at udvikle sig hurtigere end hulrugende arters unger, da dette reducerer tiden i reden, hvor de er udsatte for redeprædation. Hvis forældrene kun kan skaffe en vis fødemængde med en given rate, kan de således enten benytte den indsamlede føde til at opfostre få unger hurtigt eller et større antal unger langsommere. Kigger man ned i sin mejsekasse er der derfor ofte 8-10 æg, mens en bogfinkehun kun lægger 4-5 æg.
Spektrogram af stor flagspættes trommen
Spætternes trommen
Spætternes trommen har samme funktion som fuglesang, nemlig at lokke en mage til og forsvare territoriet, og både hannen og hunnen trommer hos mange spætter. Spætternes trommen er en mekanisk lyd, som de frembringer ved at banke på bl.a. tørre grene og hule træstammer. I modsætning til rene toner, som høres hos mange sangfugle, er spætternes trommen lydmæssigt karakteriseret som ’larm’, da den består at et bredt udsnit af frekvenser på ultrakort tid. ’Larm’, som spætternes trommen, fremkommer som lodrette linjer på et spektrogram, der viser lydens frekvens afbilledet over tid (se billedet).
Stor flagspætte begynder at tromme sidst på vinteren, og er et af de første tegn på at fuglenes adfærd er ved at skifte, og yngletiden og foråret er på vej. Selv om spætterne kan have mange forskellige ’trommeposter’ indenfor deres territorium, har de ofte et eller to foretrukne steder de trommer. Vores lokale flagspætte trommer ofte på en stære- eller uglekasser, som er en perfekt resonansboks, der giver vores spætte en rigtig god trommelyd. Det skal dog siges, at hverken stæren eller uglen ikke ser ud til at være i kassen, når spætten trommer på deres hus, da den bruger fuglekasserne som trommeposter i det tidlige forår.
Normalt kan man genkende de fleste spættearter på deres trommerytmer. Jeg blev dog totalt narret en gang, hvor jeg hørte en meget kraftig trommen om foråret i Estland. Jeg var overbevist om, at det måtte være en sortspætte. Det viste sig dog at være en stor flagspætte, som trommede på en plastisk lampeskærm til en gadelampe. Det var en super trommepost med ekstra god lyd!
Foto: Torniriskrede, Jan Drachmann
Torniriskens redebygning
Tornirisken er en af vore få spurvefugle, som udelukkende opfostrer dens unger med frø. Denne vegetariske livsstil har stor indflydelse på torniriskens yngletidspunkt og redebygningsadfærd. I Danmark yngler tornirisken fra slutningen af april til slutningen af august, og i denne periode kan de enkelte par nå at opfostre op til tre kuld unger.
Hunnen er alene om at bygge reden, og ved årets første yngleforsøg kan hun være næsten en uge om at bygge reden, mens hun senere på året kan bygge en rede på få dage. Denne forskel skyldes at klækningen af de første unger skal falde sammen med modningen af årets første mælkebøttefrø. Mælkebøtten er nemlig den første af forårets planter, som producerer friske frø i tilstrækkelig mængde, til at opfostre et kuld torniriskunger. Tiden fra mælkebøtterne blomstrer til de har modne frø passer nogenlunde med tiden fra tornirisken lægger sit første æg til ungerne klækker. Mælkebøtternes blomstring er derfor et godt tegn til torniriskhunnen om, at nu er det tid til at lægge de første æg. Tidspunktet for modningen af mælkebøttefrøene varierer dog fra år til år, alt efter vejret. Bygningen af årets første reder starter derfor i god tid, således at parret er sikker på at have reden klar til tiden. Senere på året, hvor der er masser af tilgængelige frø fra forskellige plantearter, gælder det derimod om at få reden færdig så hurtigt som muligt.
Torniriskens redebygning kan observeres fra april til august, hvor man kan se hunnen samle redemateriale på jorden, som hun derefter bringer til det udvalgte redested. Ofte opdages hunnen under redebygningen ved at man får øje på en kaldende eller syngende han i nærheden. Gennem hele hunnens frugtbare periode har hannen nemlig travlt med at vogte over sin hun (se Sædkonkurrence).
Foto: Stær, Jan Drachmann
Stæren sviner
Lige som andre dyr, skal stæreungerne af med affaldsstoffer i form af ekskrementer, men de første ca. 20 dage af deres liv bor de i et hul. Ofte er der 5-6 unger i en stærekasse, og for at de mange unger ikke sviner kassen helt til fra starten, så tager forældrene ungernes ekskrementer med ud fra kassen, mens ungerne er relativt små. De små ungers ekskrementer kommer ud som en fin pakke, som forældrene umiddelbart kan samle op og flyve væk med. Når ungerne bliver større, bliver deres ekskrementer mere flydende, og det er nu svært for forældrene at indsamle dem. De store unger kan derfor ses stikke enden op til hullet, og skide ud af kassen i en fin stråle. Strålen er dog ikke altid lang nok, så en del af ekskrementerne kan ende udenpå selve kassen, som det ses på billedet. Selv om både forældre og unger forsøger at holde kassen nogenlunde ren, så kommer alle ungernes ekskrementer dog ikke ud af kassen. Sprækken i den ene side af kassen på billedet er således helt fyldt med ekskrementer. Så det må være rart for ungerne at komme ud i den friske luft efter 20 dage i kassen.