“Fuglene flyver i flok når de er mange nok” fortæller Benny Andersen i Svantes lykkelige dag, men hvorfor de flyver i flok, kommer Benny Andersen ikke ind på. Generelt er føde og prædatorer de to vigtigste miljøfaktorer som er afgørende for, om det er fordelagtigt at færdes i flok. Enten kan flokken øge det enkelte individs fødeindtagelse eller reducere individets risiko for at blive taget af en prædator, eller begge dele samtidigt. I det følgende forklares, hvorfor det kan mindske prædationsrisikoen at leve i flok.
I 1970erne publicerede fremtrædende forskere som Hamilton og Pulliam matematiske modeller for, hvorfor prædation er en vigtig faktor for evolutionen af flokadfærd, og der er også lavet mange feltstudier af flokadfærd og prædation hos fugle og andre dyr. At være i flok kan reducere risikoen for at blive spist på tre måder.
For det første, giver flere individer sammen en større årvågenhed, da der så er flere individer til at holde øje med eventuelle prædatorer. For mange prædatorer, som f.eks. duehøgen, afhænger angrebssuccesen af overraskelsesmomentet. Advares byttet for tidligt under et angreb, er prædatorens succes derfor ofte meget lille. Hvis hver due i en flok en gang imellem kigger op efter duehøge og andre farer, så er sandsynligheden for at opdage en duehøg større, jo flere der er i flokken. Når én due opdager duehøgen og letter, så følger de andre straks efter. Duehøge der angriber en dueflok, har således mindre jagtheld, jo større flokken er, fordi duerne i store flokke opdager høgen, når den stadig er langt væk.
For det andet, bliver det enkelte individs sandsynlighed for at blive spist af en prædator mindre, når flokstørrelsen stiger. Jo mindre flokken er, jo større sandsynlighed er der for at det enkelte individ selv bliver offer for prædatoren. Lykkes det duehøgen at fange en due i en flok på 100 duer, så er der en god chance for, at det er én af de andre duer der bliver spist. Effekten af denne fortyndingseffekt kan til en vis grad mindskes, hvis store flokke tiltrækker prædatorer, så der forekommer flere angreb på større flokke. Normalt vil dette dog ikke kunne reducere netto-fordelen ved at være i flok. Den enkelte due i flokken på 100 duer, har (alt andet lige) kun 1/100 risiko for at blive dræbt under et succesfuldt duehøgeangreb, og det er meget usandsynligt at flokken vil tiltrække 100 gange så mange duehøgeangreb som en enlig due. Faktisk kan det ofte betale sig for duehøgen at koncentrere sine angreb om små flokke, da deres årvågenhed, som beskrevet ovenfor er mindre.
En prædator vælger ofte sit bytte i udkanten af flokken. Det er derfor en fordel at være i midten af flokken, da de andre flokmedlemmer så kan bruges som levende skjold mod prædatoren. Det kan forklare, hvorfor stære samles i en tæt flok, når de angribes af en spurvehøg, da hver enkelt stær vil forsøge at komme ind i midten af flokken.
For det tredje, er visse arter i stand til at forsvarer sig mod prædatorer, når de er mange sammen. Kolonier af f.eks. ynglende hættemåger og sjaggere er således i stand til at mobbe kragefugle, når de nærmer sig kolonien, og dermed reducere risikoen for redeprædation betydeligt. Udover at foretage skinangreb på en prædator, der nærmer sig, så kan sjaggere også bombe prædatoren med ekskrementer. Sådan ’ekskrementbombning’ kan være skadeligt for krager og andre fugleprædatorers fjerdragt, men er ikke så effektivt mod pattedyr. Uanset om det er mobning, skinangreb eller ekskrementbombning, så bliver effektiviteten af sådan redeforsvar mere effektivt, når fuglene er mange sammen om det.
Disse tre måder hvorpå flokadfærd kan reducere det enkelte individs risiko for at blive offer for en prædator, kan principielt også alle virke samtidigt.
Hamilton WD 1971: Geometry of the selfish herd. – Journal of Theoretical Biology 31: 295-311.
Kenward, RE 1978: Hawks and doves: factors affecting success and selection in goshawk attacks on wood-pigeons. – Journal of Animal Ecology 47: 449-460.
Kruuk H 1964: Predators and anti-predator behaviour of the black-headed gull, Larus ridibundus. – Behaviour Suppl. 11: 1-129.
Mester H 1976: Defensive Defäkation in der Vogelwelt. – Der Ornithologischer Beobachter 73: 99-108.
Pulliam HR 1973: On the advantage of flocking. – Journal of Theoretical Biology 38: 419-422.
Foto: Rødben, Johnny Laursen
