You are currently viewing Kohejren er en rigtig superspreder

Kohejren er en rigtig superspreder

Mange arter er blevet indført til fremmede verdensdele af mennesker, hvor de så har haft mulighed for at etablere nye bestande langt væk fra deres oprindelige udbredelse. Enkelte fuglearter udviser fabelagtig gode evner til at sprede sig over store afstande og etablere sig i helt nye yngleområder, og få arter har været bedre til dette end kohejren.

Kohejren stammer oprindeligt fra Afrika og dele af Asien, men i slutningen af 1800-tallet krydsede nogle kohejre fra Afrika over Atlanterhavet til Brasilien, hvor det lykkedes dem at etablere en population. De næste 40 år spredte kohejren sig til det meste af Syd- og Nordamerika og de caribiske øer, hvor den i dag er en almindelig ynglefugl. I den samme periode spredte den asiatiske underart af kohejren sig fra Sydøstasien til Australien og New Zealand, hvilket udvidede artens udbredelse endnu mere.

Kohejren er en art, som udviser flere egenskaber, der gør den i stand til at sprede sig over store afstande og grundlægge nye populationer i fremmede egne. Den har evnen til at overleve en lang rejse over oceaner, hvilket mange andre fuglearter også kan. Det er dog de færreste arter, som også har evnen til at etablere nye ynglebestande langt væk fra deres oprindelige yngleudbredelse. Kohejrens styrke er at den kan yngle i mange forskellige habitater, og at den udnytter en vidt udbredt fødekilde. Kohejren lever nemlig af insekter, edderkopper og frøer, som skræmmes op af kvæg eller andre husdyr, som hejrene følger rundt på markerne. En mulighed som kohejren kan finde over det meste af verden. Derudover har kohejren tendens til at sprede sig langt efter yngletiden. Den blev således observeret flere gange i Sydamerika i årene inden den etablerede sig som fast ynglefugl i verdensdelen. Hos mange hejrearter spreder ungfuglene sig væk fra kolonierne efter yngletiden, men denne adfærd er særlig kraftigt udviklet hos kohejren, hvor ungfuglene kan sprede sig flere tusinde kilometer for at etablere nye ynglekolonier.

Det er således helt forståeligt, at kohejren til tider bliver iagttaget her i landet, da individer fra de nærmeste ynglepladser i Frankrig let vil kunne sprede sig til Danmark. Det er således ikke utænkeligt, at kohejren begynder at yngle i Danmark en gang i fremtiden, da den har evnen til at etablere sig i landet ved egen kraft.

Browder JA 1973: Long-distance movements of cattle egrets. – Bird-banding 44: 158-170.

Crosby GT 1972: Spread of the cattle egret in the western hemisphere. – Bird-banding 43: 205-212.

Maddock M & Geering D 1994: Range expansion and migration of the cattle egret. – Ostrich 65: 191-203.

Foto: Kohejre, Søren Kristoffersen