De fleste frugter er lavet til at blive spist. De er vidt udbredte, lette at spise og forholdet mellem frugtæderen og planten er ofte en mutualistisk symbiose, hvor begge parter har gavn af hinandens tilstedeværelse. Når for eksempel en fugl spiser en frugt, får den næring, mens planten får spredt sine frø. I praktisk er det dog ikke altid helt så simpelt, da alle frugter ikke har samme værdi for de forskellige frugtædende fuglearter. De fleste vilde bær og frugter tilbyder primært fuglene kulhydrat og fedt, men meget lidt protein. Derudover indeholder de meget vand og en blanding af forskellige andre forbindelser, som kan mindske deres næringsværdi for fuglene. Bær og frugter kan være lette for fuglene at finde, men deres næringsstofsammensætning kan give fuglene nogle fysiologiske udfordringer. Alligevel er der mange fuglearter, som lever af bær og frugter året rundt, mens mange danske spurvefugle primært lever af insekter forår og sommer, men skifter til en frugtrig diæt om efteråret, hvor der er mange tilgængelige bær og frugter i landskabet.
De forskellige fuglearter er ofte selektive med hensyn til, hvilke bær og frugter de foretrækker. Drosler foretrækker således mest frugter med et højt fedtindhold, mens silkehaler helst vil have kulhydratrige frugter. Dette skyldes delvist at de to frugttyper kræver forskellige og modsatvirkende fordøjelsesstrategier. Fedt er langsomt fordøjeligt, og kræver derfor længere opholdstid i fuglens tarm end kulhydrater, som er hurtigt fordøjelige. Fugle kan således æde og fordøje flere kulhydratrige frugter end fedtrige per tidsenhed.
Kulhydrater i frugt kan være både glukose, fruktose og sukrose, samt strukturelle kulhydrater i form af fiber i frugtkødet, og ikke alle fugle kan fordøje disse forskellige kulhydrater lige godt. Stære, drosler og deres nære slægtninge kan for eksempel ikke fordøje sukrose, og disse arter vil derfor typisk undgå at spise sukroserige bær og frugter.
Indholdet af frø og vand i bær og frugter giver ikke fuglene nogen næringsværdi, men fylder forholdsvis meget i fuglenes fordøjelseskanal og tager tid at udskille. Mængden af frø og vand i en given frugt vil derfor også virke begrænsende på fuglenes indtagelsesrate af bær og frugter.
Frugter kan også indeholde en lang række forskellige stoffer, som kan reducere deres næringsværdi for fugle. For eksempel er nogle frugter direkte giftige for fugle, hvilket naturligt begrænser mængden af disse frugter, som fuglene kan spise. Andre stoffer i nogle frugter kan påvirke fuglenes fordøjelse af proteiner, og dermed fuglenes proteinoptagelse.
Fordi frugter har et meget lavt proteinindhold, har fugle der udelukkende lever af frugt, udviklet et lavere proteinbehov end fugle, som primært spiser frugter om efteråret, men ellers er insekt- eller altædende. Fuglenes proteinbehov er størst under fældning, reproduktion og vækst, og derfor højere i yngletiden end i træktiden. Dette gør det lettere for fuglene at skifte til en frugtrig diæt uden for yngletiden, hvor der især om efteråret er store mængder tilgængelige bær og frugter for fuglene.
Cipollini ML & Levey DJ 1997: Secondary metabolites of fleshy vertebrate-dispersed fruits: adaptive hypotheses and implications for seed dispersal. – American Naturalist 150: 346-372.
Langlois LA & McWilliams SR 2010: Protein requirements of an omnivorous and granivorous songbird decrease during migration. – Auk 127: 850-862.
Levey DJ & Martinez del Rio C 2001: It takes guts (and more) to eat fruit: lessons from avian nutritional ecology. – Auk 118: 819-831.
Smith SB, McPherson KH, Backer JM, Pierce BJ, Podlesak DW & McWIlliams SR 2007: Fruit quality and consumption by songbirds during autumn. – Wilson Journal of Ornithology 119: 419-428.
Tsahar E, Arad Z, Izhaki I & Martinez del Rio C 2006: Do nectar- and fruit-eating birds have lower nitrogen requirements than omnivores? An allometric test. – Auk 123: 1004-1012.
Witmer MC & Van Soest PJ 1998: Contrasting digestive strategies of fruit-eating birds. – Functional Ecology 12: 728-741.
Foto: Vindrossel, Søren Kristoffersen
