Forholdet mellem trækfugles yngleindsats og deres efterfølgende aktiviteter i overvinterområderne er ukendt for de fleste trækfugle, da det er meget svært at følge enkelte individer gennem hele deres livscyklus. Tidligere var det kun større fuglearter, som kunne mærkes med satellitsendere, så de kunne følges præcist året rundt. Moderne teknologi i form af bl.a. geologgere, som måler lysintensitet, har nu gjort det muligt at bestemme placeringen af selv mindre spurvefugle året rundt.
I 2007 mærkede en gruppe engelske forskere 80 ynglende rider med geologgere på Isle of May, Skotland. Heraf blev 31 genfanget i 2008, og data fra deres geologgere kunne fortælle, hvor de havde opholdt sig siden sidste ynglesæson. Det viste sig, at rider der ikke havde haft ynglesucces forlod kolonien tidligere end succesfulde rider. Derudover trak hovedparten af de ikke-succesfulde rider til den vestlige del af Atlanterhavet ud for Canada (> 3000 km fra ynglekolonien), mens de fleste succesfulde rider opholdt sig i det østlige Atlanterhav under 1000 km fra ynglepladsen. Det følgende forår kom begge grupper rider tilbage til ynglekolonien samtidigt, uanset hvor langt de havde været væk.
I de efterfølgende år fortsatte forskerne deres studie af ridernes trækmønstre ved hjælp af geologgere, og udvidede deres studie til at omfatte 10 forskellige ridekolonier i den nordøstlige del af Atlanterhavet. Dette udvidede studie viste at både succesfulde og ikke-succesfulde rider fra de forskellige kolonier hovedsageligt overvintrede i det samme område af den nordvestlige del af Atlanterhavet. Dette resultat var således i modsætning til forskernes første undersøgelse af riderne fra Isle of May, hvor de ikke-succesfulde rider overvintrede et helt andet sted end de succesfulde fugle. Denne forskel i ridernes trækmønstre mellem årene menes at hænge sammen med forskelle i de aktuelle yngleforhold. I ynglesæsonen 2007, hvor det første studie blev lavet på Isle of May, var ridernes ynglesucces specielt lav med kun 0,24 flyvefærdige unger pr. par mod normalt 1,36 unger. Dette år var der således specielt dårlige yngleforhold for riderne på Isle of May, hvilket for eksempel kan have skyldtes lav fødetilgængelighed i yngletiden. Dårlige miljøforhold for de ynglende rider kan have ført til den observerede forskel i trækmønstret hos de succesfulde og ikke-succesfulde fugle i ynglesæsonen 2007.
Bogdanova MI, Daunt F, Newell M, Phillips RA, Harris MP & Wanless S 2011: Seasonal interactions in the black-legged kittiwake, Rissa tridactyla: links between breeding performance and winter distribution.- Proceedings of the Royal Society B 278: 2412-2418.
Bogdanova MI m. fl. 2017: Multi-colony tracking reveals spatio-temporal variation in carry-over effects between breeding success and winter movements in a pelagic seabird. – Marine Ecology Progress Series 578: 167-181.
Foto: Ride, Thomas Damm Als
