Hamstring af føde er kendt fra adskillige fuglefamilier, såsom ugler, spætter, kragefugle, mejser, spætmejser og tornskader. I perioder med rigeligt føde, kan disse hamstrende arter indsamle større eller mindre lagere af føde til senere brug. Spætmejsen er kendt for at hamstre frø og nødder om efteråret i stor stil. Spætmejserne forsvarer deres territorium året rundt mod fremmed indtrængende spætmejser, og fødehamstringen finder derfor sted indenfor deres eget territorium. Frø og nødder gemmes af spætmejsen i barkrevner, sprækker eller mindre huller i træer, og ofte dækker spætmejsen frøene til efter de er anbragt i revnen.
Spætmejser er blevet set indsamle hamstret føde flere måneder efter det er gemt. For at fødehamstring kan være en fordel for spætmejsen, må den være betydeligt bedre til at genfinde sin hamstrede føde end andre individer i området. Studier af spætmejser i volierer tyder på, at de kan huske, hvor de har gemt deres frø. I en svensk undersøgelse fik seks spætmejser hver lov at hamstre og gemme 30 solsikkefrø på træer og grene i en voliere. Efter otte dage fik de så lov at finde de gemte frø igen, og deres evner til at genfinde frøene blev sammenlignet med andre spætmejser, som ikke tidligere havde været inde i den specifikke voliere. Spætmejserne, der havde gemt frøene, fandt signifikant flere frø end de spætmejser som ikke kendte gemmestederne, og de var også hurtigst til at finde de første frø. Derudover var spætmejserne, der selv havde gemt frøene, også hurtigst til at finde et specifikt antal frø. Det tyder således på, at spætmejserne kan huske, hvor nogle af frøene er gemt efter i hvert fald otte dage.
Spætmejsen hamstrer mere, når den er alene end, når den er sammen med andre spætmejser. Når der er en anden spætmejse tilstede, er det åbenbart ikke så effektivt at hamstre frø og nødder, da den anden spætmejse kan stjæle de gemte frø. Forskere har således set en spætmejsehan holde øje med hunnen, mens hun var i færd med at gemme solsikkefrø. Kort tid efter fjernede han frøet og gemte det et andet sted. Så selv hannen og hunnen i et par deler ikke hinandens hamstrede frø. Når spætmejsen fouragerer sammen med andre individer, kan det derfor være en fordel for den at spise frøene frem for at gemme dem til senere.
Jan-Åke Nilsson og hans kollegaer viste at spætmejsens hamstringsadfærd har en signifikant effekt på dens næringstilstand senere på året. I perioder med lave temperaturer, hvor der var brug for mere energi, spiste spætmejserne relativt flere af de gemte frø end i perioder med højere temperaturer. De frølagere spætmejsen kan nå at opbygge i løbet efteråret, kan således have stor betydning for dens næringstilstand og overlevelse gennem vinteren.
Carrascal LM & Moreno E 1993: Food caching versus immediate consumption in the nuthatch – the effect of social context. – Ardea 81: 135-141.
Härdling R, Källander H & Nilsson J-Å 1997: Memory for hoarded food: an aviary study of the European nuthatch. – The Condor 99: 526-529.
Moreno J, Lundberg A & Carlson A 1981: Hoarding of individual nuthatches Sitta europaea and marsh tits Parus palustris. – Holarctic Ecology 4: 263-269.
Nilsson J-Å, Källander H & Persson O 1993: A prudent hoarder – effects of long-term hoarding in the European nuthatch, Sitta europaea. – Behavioral Ecology 4: 369-373.
Foto: Spætmejse, Søren Kristoffersen
