Drab af andres unger for selv at komme til at yngle med de dræbte ungers moder, er velkendt for polygyne pattedyr, som f.eks. løver. Hos monogame fugle er denne type adfærd relativ sjælden, men ungedrab finder faktisk sted hos blandt andet landsvaler. Populationsstrukturen hos landsvaler opfylder ofte to aspekter, der kan gøre ungedrab adaptivt. For det første, kan der være flere hanner end hunner i lokale landsvalepopulationer, så der er uparrede hanner i yngletiden. Dernæst er beslægtetheden mellem de enkelte par og deres unger relativ lav. Selv om mange voksne kan vende tilbage til den samme ynglekoloni år efter år, så vender ungerne sjældent tilbage for at yngle i deres ’fødekoloni’. Uparrede hanner kan således med fordel dræbe andres unger, da de sjældent selv er beslægtede med de dræbte unger, og det kan give dem en mulighed for at yngle med de dræbte ungers moder.
I deres artikel om ungedrab hos landsvaler i USA, beskriver Crook & Shields detaljeret, hvordan ungedrabene fandt sted i den population de studerede. To af de observerede ungedrab fandt således sted som følger.
En uparret han på tre år (S-RG) blev i 1981 observeret hakke i et anden pars rede, som indeholdt fire 1-dage gamle unger. Senere på dagen var reden tom, og to af ungerne blev fundet døde på jorden, hvoraf den ene havde hakkemærker på hovedet. Ungedræberen havde ynglet i området med succes både i 1979 og 1980, men i 1981 var hans mage forsvundet i rugeperioden. Han forlod derfor sin egen rede med fem æg, for at terrorisere reden med de små unger 50 m væk. Efter ungedrabet forlod hunnen til de dræbte unger sin første mage, og ynglede med S-RG 175 m længere væk. I 1982, vendte S-RG tilbage og ynglede med en helt ny hun.
I 1983, blev en uparret han på et år (G/O-S) set hakke i en rede, hvor to æg lige var klækket dagen før. Efter adskillige sekunder, tog han den ene unge og fløj den 5 m væk, hvor han smed ungen på jorden. Det var uklart om ungen døde af faldet, eller af at blive hakket i hovedet. Da forskerne senere kom hen til reden, var den anden unge også væk. Hannen til de dræbte unger var død flere dage før ungedrabet, og G/O-S blev først set nær reden dagen efter den oprindelige ejers død. I dagene op til ungedrabet, opholdt G/O-S sig ofte ved reden og fulgte efter hunnen, når hun vendte hjem fra fouragering. Dagen efter ungedrabet kurtiserede hunnen til de dræbte unger ungemorderen, og de endte med at yngle kun 3 m væk fra mordstedet.
Der er således bevis for, at det hos landsvaler kan hjælpe en uparret han at dræbe ungerne i en fremmed rede for selv at kunne komme til at yngle. De uparrede hanner, der i det amerikanske studie senere blev set være ungedræbere, deltog ofte i forskellige adfærdshandlinger ved det udvalgte pars rede inden drabene, såsom mobning, redebygning, rugning, fodring af unger og forsøg på at parre sig med hunnen ved reden. Ungedrab er dog ikke hyppigt forekommende hos landsvaler, og i den amerikanske population var det således kun 8 ud af 89 undersøgte reder (9 %), som blev udsat for ungedrab.
Ungedrab kan være svært at opdage hos landsvaler, men finder man døde unger under eller nær reden er det højst sandsynligt dette der er sket. En prædator ville f.eks. aldrig efterlade unger på jorden, da den jo lever af dem.
Crook JR & Shields WM 1985: Sexually selected infanticide by adult male barn swallows. – Animal Behaviour 33: 754-761.
Foto: Landsvale, Jan Drachmann
