Den lille kobbersneppe der yngler i Alaska, flyver om efteråret non-stop over Stillehavet til overvinteringsområderne i New Zealand og det østlige Australien. En gruppe forskere fra USA, New Zealand og Holland har vist dette ved at mærke syv hunner og to hanner med satellitsendere. En af hunnerne fløj således 11.680 km på 8,1 dage, hvilket er en af de længste non-stop-rejser nogensinde målt for en trækfugl.
De fleste trækfugles trækruter (bort set fra havfugles) er begrænset af markante barrierer, såsom have, bjergkamme og ørkener. Sådanne landskabsbarrierer forsøger de fleste trækfugle at flyve uden om, da der her ofte er ekstreme vejrforhold, og sjældent hverken vand eller føde til at understøtte trækfuglenes krævende rejse. Hvorfor kan det så være fordelagtigt for de små kobbersnepper at trække direkte non-stop over et stort ugæstfrit hav som Stillehavet?
Forskerne mener at de små kobbersnepper ikke oplever Stillehavet som en økologisk barriere, men derimod som en velegnet trækkorridor med god medvind, fri for prædatorer, patogener og parasitter.
Inden afrejsen fouragerer kobbersnepperne i Yukon-Kuskokwim-deltaet i Alaska, som er et af verdens rigeste områder på invertebrater, og dermed et velegnet sted for kobbersnepperne at tanke op inden den lange tur. Når depoterne er fyldt op, og afrejsen nærmer sig, afventer kobbersnepperne de rette vejrforhold. Alle de satellitmærkede fugle tog således af sted sydpå i perioder med gunstige sydlige vinde, og under især den første del af rejsen havde de medvind.
Udover at være den korteste vej mellem Alaska og New Zealand, så er ruten også fri for vandrefalke og andre prædatorer. Hvis kobbersnepperne derimod fulgte den alternative rute langs den asiatiske kyst på vej til New Zealand, så ville de møde mange potentielle prædatorer. Sammenlignet med andre vadefuglerastepladser i Alaska, så er der kun få prædatorer i Yukon- Kuskokwim-deltaet, ligesom der aldrig har været oprindelige fugleprædatorer på New Zealand. Prædationsrisikoen er således minimeret i det meste af kobbersneppernes årscyklus, da de ankommer til rastepladsen i Alaska i juli og først forlader New Zealand igen til marts.
Meget lange trækruter er stressende for fuglene, hvilket kan føre til nedsat immunforsvar, og dermed større sårbarhed overfor sygdomme. Det er især på rastepladserne, hvor mange individer typisk er samlet, at trækfuglene udsættes for sygdomme. Ved at flyve non-stop over Stillehavet, minimerer kobbersnepperne således også risikoen for at blive udsat for patogener og parasitter, som andre trækfugle ellers ofte udsættes for på deres rastepladser under trækket.
På trods af de nævnte fordele ved at trække direkte over Stillehavet om efteråret, så trækker kobbersnepperne langs den asiatiske kyst under forårstrækket nordpå. De benytter højst sandsynligt denne længere rute under det nordlige træk, fordi om foråret er det vigtigt for kobbersnepperne at genskabe kroppens ressourcer inden den energikrævende ynglesæson. De har derfor brug for at kunne lande og ’tanke op’ på egnede rastepladser, inden de ankommer til ynglepladserne i Alaska. Derudover er der ingen steder at lande de sidste 4.000 km inden Alaska, hvis de tog direkte over Stillehavet om foråret også. Så skulle de løbe tør for brændstof på vej nordpå, er der ingen steder at redde sig i land det sidste lange stykke af turen. I modsætning hertil, er der mange større og mindre øer i den sydlige del af Stillehavet, hvor kobbersnepperne kan lande på den sidst del af deres efterårstræk, hvis de skulle løbe tør for brændstof eller komme ind i meget dårligt vejr.
Den lille kobbersneppes træk på mere end 10.000 km over Stillehavet er meget længere end, hvad der hidtil er blevet målt for trækfugle, og i det hele taget en meget ekstrem udfoldelse for et hvirveldyr. Anders Hedenström fra Lunds Universitet har derfor overvejet, hvad der gør det muligt for kobbersnepperne at udføre denne lange non-stop flyvetur uden mad og søvn i flere dage.
En forklaring er at kobbersnepperne forbrænder usædvanligt lidt energi sammenlignet med andre trækfugle. Kobbersnepperne forbrænder således kun 0,41 % af deres kropsvægt i timen under den lange flyvetur. Derudover er kobbersnepperne hurtige flyvere med en aerodynamisk kropsform, som gør dem i stand til at tilbagelægge lange distancer på relativt kort tid. Forholdet mellem deres kropsvægt og størrelse, gør det også muligt for kobbersnepperne at medbringe tilstrækkeligt med energi (i form af fedt og protein) til den lange rejse.
Gill RE, Tibbitts TL, Douglas DC, Handel CM, Mulcahy DM, Gottschalck JC, Warnock N, McCaffery, Battley PF & Piersma T 2008: Extreme endurance flights by landbirds crossing the Pacific Ocean: ecological corridor rather than barrier? – Proceedings of the Royal Society, series B 276: 447-457.
Hedenström A 2010: Extreme Endurance Migration: What Is the Limit to Non-Stop Flight? – PLoS Biol 8(5): e1000362.
Foto: Lille kobbersneppe, Søren Kristoffersen
