Vinter
Foto: Stor skallesluger, Søren Kristoffersen
Om vinteren er landet fyldt med vintergæster fra landene nord for Danmark, og der er således mange fugle at se på denne årstid, selv om mange af vores egne ynglefugle er trukket sydpå. Mange andefugle benytter Danmark som overvintringsområde, da her er åbnet vand og gode fourageringsmuligheder. Der er bl.a. 100.000-vis af dykænder (primært ederfugle og sortænder) i de danske farvande og 10.000-vis af sangsvaner i Danmark om vinteren. Stor og lille skallesluger er også nogle af de karakteristiske andefugle, der kan ses om vinteren. Spurvefugle optræder ligeledes i store tal som vintergæster, hvor arter som f.eks. silkehale og kvækerfinke i nogle år kan forekomme i særligt store antal. Andre typiske spurvefugle der kan ses på denne årstid, er vandstær og stor tornskade, som ellers kun forekommer som sjældne ynglefugle i landet.
Hovedårsagen til at trækfuglene kommer til Danmark om vinteren er mangel på føde i deres nordligere yngleområder. Denne fødemangel nordpå skyldes primært at plantevæksten standser, og mange invertebrater dør, går i hi eller bliver utilgængelige på grund af sne og is. På de nordlige breddegrader bliver dagene også så korte at, selv om der var tilgængelige fødeemner, så kan fuglene ikke nå at samle tilstrækkelig med føde for at overleve. Vores vintergæster forlader derfor deres yngleområder, fordi opholdet i Danmark om vinteren øger det enkelte individs overlevelse.
Foto: Lille korsnæb, Johnny Laursen
Lille korsnæb begynder at yngle, mens det stadig er vinter i Danmark. Det er dog sjældent, at man selv ser noget til korsnæbbenes yngleaktiviteter, da reden ofte placeres i et tæt nåletræ i op til 30 meters højde. Den letteste måde at opdage korsnæbbenes yngleaktiviteter om vinteren er, hvis man ser hannen fodre hunnen, hvilket er typisk for alle frøspisende finker i yngletiden. Hannens fodring af hunnen sørger for at få hende i topform til æglægning og ungeopfostring. Korsnæbbenes æg udruges af hunnen, og mens hun ruger, får hun stort set kun den mad, som hannen bringer hende. Hun skal nemlig blive på reden mere eller mindre døgnet rundt, for at undgå at æggene nedkøles af de til tider kolde vintertemperaturer. Et andet tydeligt tegn på, at korsnæbbene er i æglægningsfasen er, hvis hunnen flyver først og hannen straks følger efter hende. I hunnens frugtbare periode har hannen nemlig travlt med at vogte over sin mage, for at andre hanner ikke skal parre sig med hende. Ud fra kendskab til fuglenes adfærd er det således muligt at konstatere, at korsnæbbene er yngleaktive, selv om man stort set aldrig ser noget til deres reder.
Foto: Silkehale, Søren Kristoffersen
Om vinteren kommer silkehalerne til Danmark, hvor de typisk ses i større eller mindre flokke, som flyver rundt i landskabet på jagt efter bær og andre frugter. Silkehalen er tilpasset en frugtædende levevis, og har bl.a. et bredt næb og spiserør, der gør den i stand til let at sluge hele bær. I vinterhalvåret lever silkehalerne af frugter, som er meget rige på sukker, men ret vandfattige, da de er tørret meget ud i løbet af efteråret. Derfor kan silkehalerne ofte ses drikke eller spise sne, mens de opholder sig her i landet. Som specialiseret frugtæder er silkehalen en fremragende frøspreder, da den kommer langt omkring i dens jagt på frugter. Fouragerende silkehaler har derfor større betydning for udbredelsen af træer og buske i landskabet end den lokale solsort, som sidder det meste af tiden og spiser frugt i den samme have.
Video: Jan Drachmann
Spætmejsen er en af de dominerende fuglearter på foderbrættet om vinteren, hvor den ofte jager andre arter væk for at få det hele for sig selv. Spætmejsen kan samle flere frø ind på én gang, som den flyver væk med og gemmer i revner og sprækker til senere brug (se videoen og Spætmejsens hamstringsadfærd). Større frø og nødder, som solsikkefrø, skal den kile fast for at kunne banke sig vej ind til frøets spiselige kerne. På kolde vinterdage benyttet spætmejsen 90 % af døgnets lyse timer på at samle føde.
Foto: Vandstær, Henrik Haaning Nielsen
Vandstæren er en almindelig vintergæst ved strømmende vand om vinteren, og den danske vinterbestand antages at være i størrelsesordenen 1000-1500 fugle, som primært udgøres af ynglefugle fra det sydlige Norge. Vandstæren er den eneste spurvefugl, som fouragerer under vand, hvor den fanger mindre invertebrater (ofte vårfluelarver) ved at svømme eller dykke. I strømmende vand svømmer den ved hjælp af vingerne op mod strømmen, så vandstrømmen kan udnyttes til at presse den ned mod bunden. Typisk dykker den kun 3-4 sekunder, men den kan blive under vandet i op til 20 sekunder eller længere. Vandstæren har flere fysiologiske tilpasninger, som også ses hos andre dykkende fugle. For eksempel sænker den sin hjertefrekvens når den dykker, og den har højere hæmoglobinkoncentration i blodet end andre spurvefugle af samme størrelse.
Vandstæren har et tykt dunlag og flere dækfjer på kroppen end andre spurvefugle af tilsvarende størrelse. Derudover har vandstæren en stor gumpekirtel, og indsmøring af fjerdragten med det fedtede sekret fra denne kirtel hjælper til at holde fjerdragten vandtæt. En tæt og velsmurt fjerdragt gør vandstæren i stand til at overleve i vand nær frysepunktet. Ved høje temperaturer, termoregulerer vandstæren ved at stå i lavt vand, så den øger varmetabet gennem benene, eller den går ind i skygge for at undgå direkte solstråling.
Man opdager ofte en vandstær, fordi den står og knikser, så man ser det hvide bryst bevæge sig op og ned. Denne adfærd antages at være et signal til prædatorer, så den ivrige kniksen op og ned viser at vandstæren er i god form, og at den er opmærksom på prædatoren. På ynglepladserne benyttes denne adfærd også i kurtisering og aggressiv adfærd mod artsfæller, og er formodentlig også her et signal om god fitness.